Koncern TV & Filmproduktion

Paradisoer sendes tilbage til Mexico

Nu vender fem paradisoer: Jacob og Nicoline (sæson 4), Ronnie (sæson 5) samt Tammie og Patrick (sæson 6), tilbage til Mexico, som de indtil nu kun har forbundet med fest og farver i luxeriøse omgivelser på Paradise Hotel.

De har levet i sus og dus i de mest mondæne mexicanske omgivelser, da de var deltagere i Paradise Hotel. Her var liv og glade dage – og der manglede ikke noget. Men Mexico er også armod og fattigdom, korruption og narkokriminalitet. Her er trange kår for både børn, kvinder og især homoseksuelle.

paradise2

Nu vender de fem paradisoer tilbage til Mexico for på tætteste hold at opleve resten af det kontrastfyldte land uden for Paradise Hotels trygge mure.

De fem tager måske nok af sted på nye oplevelser i Mexico som luksusdyr med en tendens til at tage livets goder for givet. Men ingen vender upåvirket hjem igen. De skal både bo og yde velgørenhedsarbejde blandt forskellige udsatte grupper i Mexicos slum, så de på egen krop og sjæl mærker det virkelige livs barske realiteter.

I første program ankommer De fem paradisoer til Mexico City, verdens tredjestørste by. De skal hjælpe gadebørn i Mexico City. Og det er bestemt ikke ufarligt arbejde, hvilket de fem hurtigt får at mærke på deres egen krop. De må flygte fra gaden for ikke at blive overfaldet. Nicoline får til opgave at passe to søskende, der tidligere har boet på gaden og har en særdeles barsk og hjerteskærende fortid bag sig. Patrick er ikke begejstret for børn, så han kommer på sit livs opgave. Men heldigvis går der også nogle ting op for ham undervejs.

Paradise tur-retur er det første nonfiktionsprogram på TV3, som har modtaget støtte fra Public Service Puljen, der yder økonomisk støtte til udvikling og produktion af dansk tv-drama og -dokumentar.