Koncern TV & Filmproduktion

Karen og Suzanne på bordel

Suzanne Bjerrehuus og Karen Thisted er rygende uenige om, hvad man skal gøre ved købesex i Danmark – skal det forbydes eller ej? Suzanne Bjerrehuus siger nej – Karen Thisted siger ja.

To bedstemødre. To stærke meninger. Syv tankevækkende programmer.

Bedstemødrene Suzanne Bjerrehuus og Karen Thisted er klummeskrivere og debattører og har begge skarpe meninger om prostitution. Nu tager TV 2 i syv programmer de to bedstemødre med på en rejse ind i prostitutionens verden for at sætte deres holdninger og fordomme på hård prøve, for én ting har de to kvinder til fælles: De har aldrig mødt den sexbranche, de skriver om.

- Jeg tror, at der er masser af sexarbejdere, der er glade for deres arbejde, og så skal man ikke blande sig. Karen vil ikke anerkende, at der er nogle kvinder, der ikke er stakler, siger Suzanne Bjerrehuus, der er imod, at man indfører et forbud mod købesex, som man har gjort det i Sverige og Norge. Hun mener i stedet, man skal bruge kræfterne på at tage hånd om de prostituerede, som har brug for hjælp.

Karen Thisted derimod er sikker på, at det skader kvinder at arbejde som prostituerede, og hun går ind for et forbud mod købesex.

- Jeg kan ikke holde ud, at jeg bor i et land, hvor der går sexslaver rundt. Og man kan ikke komme det til livs, medmindre man kriminaliserer prostitutionskunderne. Jeg håber, at det kan lykkes mig at overbevise Suzanne om, at købesex skal forbydes, siger Karen Thisted.

De to damer får selv syn for sagen, for at overbevise den anden om, at prostitution hhv. skal være lovligt eller gøres forbudt. I det første program arbejder Suzanne Bjerrehuus og Karen Thisted som telefondamer på et bordel. Tager telefonen, når mændene ringer for at få en fræk snak. Suzanne Bjerrehuus er ikke just kendt for at være af den bornerte og generte type og har tidligere fortalt åbent om mange af hendes mandebekendtskaber. Men da hun sidder på bordellet og telefonen ringer, mister hun helt mælet. Karen Thisted derimod går til sagen med stor iver.

Se om rejsen ind i prostitutionens verden vil ændre Suzanne Bjerrehuus og Karen Thisteds holdninger – og måske dine – fra torsdag 3. november kl. 20.50 på TV 2.