Koncern TV & Filmproduktion

De professionelle idealister

Vi er idealister

Med en baggrund i et venstreorienteret miljø er det en naturlig del af vores produktion, at skabe noget godt for andre og give noget videre. Idealismen kan ligge i at lave et dokumentarprogram om problemer i Congo. Men idealismen findes i lige så høj grad i et program hvor man overrasker sin kone med en ny have eller en ny måde at indrette hjemmet på.

Den ene genre er ikke bedre end den anden, det er to sider af samme sag. Det grundlæggende for os er, at man giver noget. Man ser fjernsyn, fordi man vil underholdes, men også fordi man vil blive klogere på sig selv og verden. Det vigtige er at opføre sig ordentligt både i det nære og det fjerne.

Publikum

Vi arbejder fokuseret med målgrupper og går op i at få et bredt publikum til vores budskaber. Derfor vælger vi bevidst ikke at være smalle, men forsøger at være folkelige. God kommunikation forstås af alle.

Mod

Vi bryder gerne tabuer. Der ligger en stor opgave i at fortælle nye ting, og tabuer kan rykkes ved. Vi tager både fat i seksualitet, rockere, narkomaner og deres bagmænd, emner, som kan være ømtålelige. Der er ting, der foregår i mørke rum. Spørgsmålet er, om det er ham, der tænder lyset, der er forbryderen?

Vision

Vi tænker stort, og det er ok at fejle. Man kan kun tænke stort og være innovativ, hvis man kan acceptere en fiasko. Men vi laver helst ikke den samme fejl to gange.

De medvirkende

Vi tager hensyn til de medvirkende. De skal komme ud som hele mennesker og føle, at de har haft en god oplevelse ved at medvirke i programmerne. Vi vil undgå, at mennesker bliver ofre.

De medvirkende skal føle, at de bliver behandlet godt. Vi sætter altid vore medvirkendes liv og levned højere end programmet. Vi holder fast i vores måde at lave programmer på, også selvom en tv station gerne vil presse os i den anden retning.

Det betyder, at der er programmer, vi ikke ønsker at lave, selvom vi er blevet indbudt. Fordi programmerne i højere grad nedbryder end opbygger mennesker. Historier handler om at få redskaber til at blive bedre til at leve.

Drivkraft

Vi vil gerne vise, at vi mener noget om Danmark, verden, samfundet.

Faglighed

Vi har taget initiativ til den 10 år gamle TV festival. Vi bliver ved med at udvikle os fagligt, og sætter en ære i at fortælle de gode historier så godt, som muligt.